23948sdkhjf

Radikale om notat: Vi kan åbne for 27.000 menneskers arbejdsliv

Morten Østergaard har læst notat fra Statens Serum Institut og vil have hurtig politisk handling.

Det er muligt at åbne for yderligere 27.000 menneskers normale arbejdsliv under coronakrisen.

Det siger De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, efter at han har fået tilsendt og har gennemlæst et notat, som er udarbejdet af Statens Serum Institut.

I notatet fra tirsdag 14. april, som Ritzau er i besiddelse af, arbejder Statens Serum Institut ud fra en antagelse om, at 27.000 personer kan komme i arbejde, hvis der åbnes op for liberale erhverv.

- Jeg kan bare konstatere, at der i den nyeste vurdering fra seruminstituttet er overordentlig god plads til det, siger Morten Østergaard.

- Hvis afsættet er, at man ud fra en vurdering af de her liberale erhverv siger 27.000 personer, synes jeg, at vi politisk hurtigst muligt skal beslutte at lade de små lukkede liberale erhvervsdrivende, frisører og andre, åbne.

- Og i øvrigt se, om der er plads til, at også nogle af de uddannelsessøgende, højskole- og efterskoleelever og eventuelt domstolene, kan komme med i denne ombæring og så få slået et søm i det hurtigt, siger han.

I notatet fra Statens Serum Institut lyder det, at befolkningens evne til at holde afstand har haft og fortsat vil få betydning for antallet af indlæggelser på intensivafdelinger.

- Simuleringerne viser, at såfremt alle eller halvdelen af den voksne befolkning fortsætter med at holde fysisk afstand som niveauet før påske, så har vi højst sandsynligt allerede set den maksimale belastning på intensive sengepladser, lyder det i notatet.

Morten Østergaard peger på, at mange små erhvervsdrivende risikerer at lide butiksdøden under coronakrisen, når de ikke kan holde åbent og tjene penge.

- Vi skal huske på, at det er menneskers liv og levned, det handler om. Det er folk, der driver en virksomhed og hænger i med det yderste af neglene.

- Derfor synes jeg ikke, at vi skal sidde på denne viden længere end højst nødvendigt, siger De Radikales politiske leder.

De Radikale har fået notatet, efter at partiet i lighed med de andre partier fra Folketinget tirsdag holdt videomøde med statsminister Mette Frederiksen (S).

Her kom partierne med hver deres bud på, inden for hvilke områder Danmark bør kunne åbne mere op end hidtil.

Tidligere tirsdag holdt Mette Frederiksen pressemøde, hvor hun sagde, at situationen med coronasmitte har udviklet sig på en sådan måde, at det vil være muligt at åbne det danske samfund lidt mere end ventet.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109